Den gamle Nisse

En gårdmand havde en nisse, som han var blevet godt træt af, fordi nissen ikke var til nogen gavn mere.

Nissen var blevet gammel, gad ikke rigtig hjælpe til på gården mere og var for det meste i vejen, og han væltede næsten alt hvad han kom i nærheden af.

Det værste ved nissen var, at han var ualmindelig støjende. Det kunne han egentlig ikke selv gøre for, for han tilhørte den slægt, der kaldes for de støjende nisser. Og da nissen var meget stolt af sit slægtskab, væltede han altid to stole, når der var lejlighed til det, i modsætning til almindelige nisser, som nøjes med at vælte én stol. Ud over at være støjende havde han fået en gave til, da han blev født. Han var altid glad og venlig og havde især i sine unge dage, været god til at finde på narrestreger.

Alt det ærgrede bondemanden, som også var meget mistroisk over den glade munterhed, nissen spredte på gården. Gårdmanden var som sagt godt sur, hvilket man ofte kan støde på hos jordnære mennesker.

Af den grund tog han den beslutning, at nissen skulle jages ud, og han gik nu kun og ventede på, at nissen gjorde et eller andet, som ikke passede ham. Men da nissen kunne se, at bondemanden var vredere end han plejede at være, passede han godt på og holdt sig på god afstand af ham. På den måde gik tiden, og det var snart jul, og det irriterede bondemanden endnu mere, for han vidste, at nissen spiste dobbelt så meget i juledagene, når maden var særlig god.

Gårdmanden gik som sagt og lurede på nissen, og til sidst fandt han noget, han kunne bruge som grund til at jage nissen ud. Der var skåret en skive af osten og fjernet et lille stykke pølse fra en af hylderne i gårdens spisekammer. Det gjorde gårdmanden så rasende, at han fandt et tov og løb efter nissen, som ikke var særlig god til at løbe mere. Det endte med, at gårdmanden fangede ham, bandt ham med tovet og smed ham på trillebøren. Så kørte han ham langt ud i skoven, satte ham under et stort gammelt træ og løste ham fra tovet, da han ikke ville bruge penge på et nyt.

Lige før han gik tilbage med sin trillebør og sit tov, råbte han til nissen: Jeg håber aldrig mere at se dig, du kan ikke arbejde mere, du æder for meget, du er blevet for gammel og du støjer.

Så sad nissen alene og frøs på krop og sjæl og blev mere og mere ked af det. Et par gange prøvede han på at rejse sig op, men hans kræfter havde forladt ham, som det ofte sker hos nisser og mennesker, når der ikke mere er nogen, der har brug for dem.

Da gårdmanden kom tilbage til gården, fortalte han alle, hvordan han havde skaffet sig af med nissen. Der var ingen, der turde sige noget til den strenge mand, men de så alle sammen ned i jorden af skam. Den eneste som ikke lod sig slå ud, var gårdmandens yngste søn, en dreng på tolv år som både var klog og lystig, og som altid havde været gode venner med nissen. Han havde tit hjulpet nissen med at vælte stole. "Jeg går over i værkstedet og sætter trillebøren i stand, den kan trænge til det," sagde han til sin far. Så gik han over på værkstedet, hvor han blev det meste af dagen, og han fik gjort så meget ved trillebøren, at den kunne holde mange år endnu.

Da drengen var gået, begyndte gårdmanden at undre sig over, at drengen var gået over i værkstedet og flere gange i dagens løb fik han lyst til at gå over og tale med sin dreng for at forklare, hvorfor han havde skilt sig af med nissen. Men han tøvede med at gøre det, først sent på dagen gik han over for at hente drengen.

Da han kom ind og så, at trillebøren var blevet gjort ren og sat i stand, så den kunne holde mange år endnu, slog han venligt sin søn på skulderen og sagde: "Nu kan den holde resten af mit liv." "Det skal den også," svarede drengen, "den skal holde indtil du selv bliver gammel og ikke kan bruges til noget mere, så vil jeg sætte dig på trillebøren og køre dig ud i skoven og smide dig af i en stor snedrive.

Så så gårdmanden på sin søn og vidste i lang tid ikke, hvad han skulle sige. Så tog han trillebøren og uden at sige noget, gik han over mod skoven. Da han kom tilbage, sad nissen i trillebøren og så meget velfornøjet ud.