Grønland midt i verden - part 2

Den kolde krig
Efter Anden verdenskrig blev Sovjetunionen den nye modstander for USA.
To stormagter med to vidt forskellige syn på verden stod over for hinanden.
Men ikke kun fjendebilledet var nyt. Det var hele måden, man skulle føre krig på, også.
Især én opfindelse forandrede nemlig alt: Atombomben.
- Det hele handlede nu om, at de to supermagter skulle kunne ramme hinanden med atombomber, og her spillede Grønland igen en meget vigtig rolle, siger Rasmus Dahlberg.

Igen var Grønlands geografiske placering af afgørende betydning. For den korteste rute fra det centrale USA og til den vestlige, og mest befolkede, del af Rusland, går lige over Grønland.
Derfor var baserne i Grønland helt fra begyndelsen en vigtig del af USA’s strategi i Den kolde krig.
I de første 15 år af Den kolde krig var basernes vigtigste funktion som lufthavne – ligesom under Anden verdenskrig.
Herfra - lige midt imellem de to supermagter - kunne USA både støtte sine egne langtrækkende atombombebevæbnede fly på vej mod Sovjetunionen, og også opdage og forsvare sig mod de fly, der eventuelt kunne komme den anden vej.
Flere andre nordligt beliggende amerikanske baser havde den samme funktion, og tilsammen udgjorde de en 8.000 kilometer lang forsvarslinje kaldet Distant Early Warning-linjen, eller bare D.E.W.-linjen.
Den blev suppleret af både fly og skibe med radar ombord.
- Forsvarstaktikken gik groft sagt ud på, at radarstationer skulle spotte de langtrækkende, atombombebevæbnede sovjetiske fly, hvorefter mindre fly - såkaldte interceptors - kunne flyve op og skyde dem ned, inden de kunne nå frem til USA, forklarer Rasmus Dahberg.

Men hele idéen om overhovedet at kunne forsvare sig mod atombomber blev hurtigt forældet.
Allerede omkring 1960 havde begge supermagter nemlig udviklet raketteknologier, som overflødiggjorde de langtrækkende bombefly.
Nu kunne Interkontinentale Ballistiske Missiler med ekstremt høj hastighed føre atomsprænghovederne direkte fra den ene supermagt til den anden – reelt uden mulighed for at blive stoppet.

- Den teknologiske udvikling forandrede alt, fordi man ikke længere kunne forsvare sig. Den eneste mulighed, man nu havde tilbage, var at skyde igen, fortæller Rasmus Dahlberg.

Og netop her lå kernen i Den kolde krig.
Begge sider vidste, at hvis man skød først, ville man stensikkert også selv blive ramt.
Mutual Assured Destruction kaldes det på engelsk, hvilket meget passende forkortes til M.A.D.
Men for at man kunne nå at skyde igen, inden man selv blev udslettet, skulle man jo vide, at atommissilerne var på vej.
Derfor fik baserne en ny funktion.
Nu blev hovedfunktionen som radarstationer, der tidligt kunne spotte eventuelle sovjetiske atommissiler.
Dermed kunne man blive nå at blive advaret - og iværksætte sit modangreb.
Det gamle radarsystem i D.E.W.-linjen var lavet til at spotte bombefly, og ikke missiler, så et nyt system blev udviklet og fik navnet Ballistic Missile Early Warning System eller bare B.M.E.W.S.

Med de nye radarteknologier havde man brug for færre baser end før, da de kunne overvåge enormt store områder.
Men basen i Thule i Grønland blev ikke lukket. Dens beliggenhed var nemlig perfekt - midt imellem de to supermagter. Derfor var den fortsat en central del af det nye forsvarssystem.
- Radaren på Grønland var virkelig gigantisk. Man siger jo, at den var så kraftig, at hvis der fløj en fugl henover, så ville den falde ned som grillkylling, fordi mikrobølgestrålingen var så voldsom, fortæller Rasmus Dahlberg.
Med det gigantiske og meget nordligt placerede radarsystem havde USA en stor fordel i meget tidligt at kunne spotte de sovjetiske missiler, og dermed have god tid til at iværksætte et modangreb med egne atomvåben.
Sovjetunionen havde i løbet af Den kolde krig naturligvis også lignende Early Warning-radarsystemer, som kunne spotte amerikanske atommissiler.
Men disse var typisk placeret i Sovjetunionens yderste grænser og gav altså dermed markant kortere tid til at mobilisere og affyre egne atomvåben.
- De to sider forsøgte hele tiden at mindske modstanderens mulighed for at blive advaret i god tid. Det så man blandt andet, da USA opstillede atomraketter i Italien og Tyrkiet, hvilket så fik russerne til at opstille missiler på Cuba. Det var et konstant kapløb, forklarer Rasmus Dahlberg.

Efter Den kolde krigs afslutning og Sovjetunionens sammenbrud i 1991, blev Grønland markant mindre vigtigt for amerikanerne, der mindskede deres tilstedeværelse i landet til et absolut minimum.

Både USA og Rusland lukkede baser over hele verden og nedrustede markant i takt med, at forholdet blev bedre.
I næsten et kvart århundrede var det faktisk de færreste lande, der tænkte ret meget på Grønland.
Men i Grønland var sporene efter både verdenskrig og kold krig stadig tydelige for den grønlandske befolkning, der kun i meget lille grad reelt havde haft noget at skulle have sagt i de internationale stormagtskonflikter.
Både kultur, økonomi og ikke mindst miljø blev påvirket markant.
Og det samme kan blive tilfældet i fremtiden.